Om projektet

Hvem er vi?

Vi er dedikerede ildsjæle der hjælper børn og voksne i Afrika til et nyt liv.

I et land som Danmark tager vi det for givet. Hvis du er svagtseende, får du briller. Men for de mange børn og voksne i Afrika som ofte må leve for under en dollar om dagen, er briller en luksus man sjældent har råd til. Vi etablerede vores forening for at indsamle brugte briller i Danmark, og skabe den nødvendige logistik der sikrer at brillerne ender på de rigtige næser. 

Vi indsamler, kategoriserer, restaurerer og uddeler briller til værdigt trængende i Afrika. 

Vores tilgang

Vores formål
Vores formål er at indsamle og udbyde briller til lokalbefolkningen i den tredje verden, og derved øge livskvalitet og muligheder for værdigt trængende.

Foreningens formål er, at indsamle og udbyde briller til lokalbefolkningen i Den tredje
verden, så de kan øge deres livskvalitet blandt andet i form af at kunne deltage i
skoleundervisning, tage en uddannelse eller varetage flere og mangeartede arbejdsopgaver, for i
sidste ende at kunne tage vare på sig selv og deres familie. Dette er hjælp til selvhjælp.

Foreningen arbejder også for et bedre liv i Den tedje verden indenfor sundhed, uddannelse og menneskerettigheder. Dette gøres igennem konkrete projekter, der er beslægtet med foreningens hovedformål og hvor viden om et fagområde eller lokale forhold i modtagerlandet vil gøre det muligt at gøre en positiv forskel. Nye projekter kan startes af alle foreningens medlemmer, men skal forhåndsgodkendes af den til enhver tid siddende bestyrelse, som har retten til ikke at godkende et projekt. Endvidere arbejdes der for at oplyse og engagere nye grupper om foreningens virkeområde både i Danmark og Den tredje verden. 

Se vores vedtægter

 

 

Brillernes vej til Afrika
Har du tænkt over, hvad der egentlig sker, når en dansker afleverer sine briller til genbrug?

 

For at finde den næste bruger til brillerne, skal brillerne først rengøres og renses. Måske skal næsepuderne skiftes og dernæst skal brillernes styrke og bygningsfejl klarlægges. 

 

Så skal man finde den person, som har behov for den samme synskorrektion. Komplekse briller med bygningsfejl, store styrker og glidende overgang er også vigtige, at få frem til brugerne i Afrika og for at kunne have den rigtige på lager, har vi brillerne organiseret i det vi kalder et Brillebibliotek. 

 

Vi har lavet samarbejdsaftale med optikerskolen i Moshi, Tanzania om, at vi etablerer det første egentlige Brillebibliotek i samarbejde med den lokale optikerskole. Eleverne på skolen dernede får mulighed for at deltage i arbejdet omkring klargøring af brillerne. Det er tanken, at vi på sigt vil etablere filialer af Brillebiblioteket rundt omkring i den fattigste del af verden

Vores partnere

Bliv medlem og støt vores arbejde

Vi har med stor succes indsamlet briller fra tusindvis af hjælpsomme danskere. For at sikre at brillerne ender hos de rigtige modtagere, står vi selv for al arbejdet med at sikre synstest og uddeling i Afrika. For kun 150 kroner kan du støtte vores arbejde som støttemedlem. For de penge sætter vi briller på 5 næser i Afrika.